Per Petterson har skrevet nogle flotte romaner, senest Det er okay med mig, 2002. Den handler som denne om far-søn forholdet, og er lige så smukt skrevet og sanset. I 1948 er Trond og hans far, som har været forsvundet under krigen som kurer mellem Norge og Sverige, taget op til en lille sæterhytte for at holde sommerferie. Deres forhold udvikler sig, samtidig med at Trond finder en ven i den lokale Jon. En lykkelig, idyllisk sommer som afbrydes ved en grusom begivenhed, paradiset krakelerer og intet bliver nogensinde det samme. Rammefortællingen er Trond som nu bor ensomt i den øde sæterhytte, her tæt ved årtusindeskiftet, og de tanker han gør sig om fortiden, mens han pusler med sine små gøremål og mærker alderen begynder at trykke. Det er en mageløs fortælling, hvor fortid og nutid smelter sammen, hvor det tabte bondeliv med alle dets ritualer langt ude i den norske ødemark, sættes over for den golde nutid Trond nu lever i, men gennem hele bogen ånder naturen, den barske og smukke norske natur, der står flimrende for læseren, sommer som vinter. En dejlig og mærkeligt nok også livsbekræftende bog