Fejring af fortællingerne

Vær med, når vi fejrer Fortællingens Dag, med tre særlige arrangementer. Vi får besøg af professionelle historiefortællere, der alle kommer med en masser gode historie.

Af Biblioteket

Esbjerg Kommunes Biblioteker – fuld af fortællinger. Sådan står der på bogmærker, poser, her på hjemmesiden og andre steder, hvor Esbjerg Kommunes Biblioteker viser sit logo frem. Biblioteket er fuld af fortællinger; de tusindvis af fortællinger der er trykt i bøgerne, fortællinger om hvordan bøgerne blev til og fik en plads på biblioteket og i verden, og alle de små livsfortællinger der hver dag udspiller sig i biblioteksrummet. Ingen fortællinger er for fine eller grimme til at få en plads på biblioteket. 

Der er højt til loftet på Hovedbiblioteket

Der er faktisk så højt, at der kan vokse et træ. Fortælletræet. Om foråret blomstrer det, til sommer er bladene store og grønne, når Fantasyfestival indtager biblioteket i september, bliver bladene sorte, og om vinteren er de hvide. I træets krone ligger en båd. Hvor sejler båden hen? Hvilke historier har træet hørt? Hvilke liv havde træet før, Thomas Dambo skabte det af genbrugstræ?

Vi fejrer de gode historier

I ugen op til den 24. januar fejres de gode historier og fortælling som kunstform i anledning af den nationale Fortællingens Dag, der falder på folkemindesamler Evald Tang Kristensens fødselsdag, men også på Fortælletræets fødselsdag. Traditionen tro skal vi fejre fødselsdagen sammen med indskolingsklasser fra hele kommunen, men i år – og som en del Esefestival – afholder vi også fortællearrangementer for voksne og børnefamilier.

Fortælling er en urgammel kunstform 

Med krop og stemme kan fortælleren skabe billeder hos tilhørerne. Fortællingen opstår netop i rummet mellem fortælleren og tilhørerne. Når billederne skabes, bruger tilhørerne deres egne erfaringer, oplevelser og historier. Historien folder sig ud hos den enkelte. Kun skabt af ord; ingen skærm, ingen billeder, ingen effekter. Blot det talte ord. Og ordene er frie – de falder ikke på samme måde, hver gang historien fortælles, som hvis den læses op. 

Er du blevet nysgerrig på historiefortælling, så læs mere på foreningen ’Fortællere i Danmark’s hjemmeside