KulturVestival

Sammen med mange andre af Esbjergs kulturinstitutioner rykker vi ind på Musikhuset Esbjerg, lørdag den 4. oktober til 12 timer med oplevelser for store og små.

Af Biblioteket

Det er første gang, at KulturVestival slår dørene op, og vi åbner døren ind til mørket. Det er ikke nødvendigvis så uhyggeligt, som det lyder. For her i efterårets mørke rykker vi også tættere sammen, og det er netop det, vi gør denne dag. KulturVestival bliver en sanselig og stemningsfuld fejring af mørket som kreativt rum. Her kan du opleve musik, teater, litteratur, dans, kreative værksteder, fællessang og meget mere under ét fælles tema: mørkeoplevelser.

Kulturens Døgn er nu KulturVestival

Festivalen erstatter det tidligere Kulturens Døgn, hvor kulturinstitutionerne åbnede dørene den første fredag og lørdag i efterårsferien. Nu har Esbjergs kulturinstitutioner i stedet skabt en festival, hvor hele familien kan få en kulturel saltvandsindsprøjtning på én og samme lokation, nemlig i Musikhuset Esbjerg og Esbjerg Kunstmuseum.
Med mørketemaet bliver KulturVestival også en optakt til Vadehavskystens tema ’Dunkel’ som løber af stablen i uge 42 med alskens mørkeaktiviteter i hele vadehavsregionen.

Der ligger et stort arbejde bag udviklingen af det nye tiltag, og alle kulturinstitutioner har lagt sig i selen for at bidrage med indhold af høj kvalitet.

KulturVestival er et samarbejde mellem Musikhuset Esbjerg, Esbjerg Kunstmuseum, Museum Vest, Byhistorisk Arkiv, Kulturskolen, Esbjerg Kommunes Biblioteker, Esbjerg Ensemble, Syddansk Musikkonservatorium, GAME Streetmekka, Platformen, Esbjerg Litteraturfestival, Skrå Scene, Esbjerg Filmværksted m.fl.

Biblioteket på KulturVestival

Sammen med Esbjerg Kunstmuseum byder biblioteket ind til Black Out Poetry Art Workshop, hvor vi skal finde nye digte og historier i kasserede bøger og udforme dem som små kunstværker. Der findes uendeligt meget litteratur om mørke, og vi dykker ned i ét af værkerne, når vores biblioteksformidler læser Cecilie Ekens ”Mørkebarnet” højt. Billedbogen handler om, hvordan mennesket både indeholder lys og mørke.

Med fokus på de gode historier inviterer vi til Mørkefortællinger i kælderen ud på aftenen. Her vil to historiefortællere folde den urgamle kunstform mundtlig historiefortælling ud og fortælle historier, der alle kredser om lys og mørke.

Du kan også opleve ordekvilibristen Per Vers freestyle over et Kvium-Maleri og Esbjerg Ensemble blive en del af DR-podcasten ”Ro på”, når de spiller en koncert med fokus på ro og velvære. Du kan blive klogere på dyrene i det mørke dybhav og dansk rapkultur.

Får du brug for at slappe lidt af, kan du krybe ind i en af bibliotekets huler med en god bog og en lommelygte. Mørket kan nemlig også skabe et rum, hvor alt andet lukkes ude for en stund.

Vi glæder os til en dag i mørket sammen med jer.

Lørdag 4. oktober, kl. 12:00