Magiske Mursten
En sanselig arkitekturoplevelse for børn.
Af Biblioteket

Magiske mursten indtager Hovedbiblioteket i en helt særlig udendørs udstilling!
Her får børn og deres voksne mulighed for at opleve arkitektur på en sanselig og fantasifuld måde, samtidig med at de inviteres ind i bogens univers fra Magiske Mursten, skrevet af Majken Astrup og illustreret af Emil Landgreen.
Opdag arkitekturens magi
Udstillingen tager alle med på en spændende rejse gennem vores boligformer og bygningers historie. Hver dag bevæger børn sig ud og ind af huse og bygninger, men hvor ofte reflekterer de over, hvordan vi bor, eller hvorfor gamle og nye bygninger ser forskellige ud? De Magiske Mursten giver børn en legende og visuel vej ind i disse spørgsmål.
En udstilling for alle sanser
Udstillingen består af store, farverige og fantasifulde billeder, der vækker børns nysgerrighed og fantasi. Med en fortællestil næsten som en tegneserie bliver børn og voksne draget ind i historien, uden at det kræver forudgående viden. De små tekster ved hvert billede kan både læses af børn og voksne, men det vigtigste er den visuelle oplevelse.
Lån bogen på biblioteket og eller som lydbog på eReolen.