Voksne

Tour de France – skurkene

Af Jacob Holm Krogsøe

Tour de France – skurkene

Tour de France er meget mere end et cykelløb. Det er en episk fortælling med helte og skurke. Her vil jeg have ekstra fokus på skurkene. For det er også her man finder nogle af de vilde fortællinger. 

Credit: A.S.O./Billy Ceusters

Skyggen og løgnene

"Jeg har taget doping og epo, og det var en del af min hverdag. Det tager jeg det fulde ansvar for. Jeg har selv købt og indtaget det. Ligesom alle andre har jeg gjort fejl i mit liv. Jeg har gjort ting, som jeg ikke burde, men det har været mine valg og mine fejl," sagde cykelrytteren, Ørnen fra Herning, også bedre kendt som Bjarne Riis, den 25. maj 2007. Det var kulmination på mange år med løgne, med bedrag.

 

Den skygge altid vil hænge over cykelsporten. Fortiden slipper ikke, heller ikke selvom man taler om en ren sport, om åbenhed, om anger og tilgivelse. Så længe sporten er skruet sammen, som den er, og det gælder for så vidt ikke cykelsport alene, og så længe vi mennesker bliver ved med at være mennesker, er der nogen, der vil forsøge at snyde. Også selvom sporten, forhåbentligt, er mere ren nu end tidligere. 

 

Skønheden

Tour de France er for mig stadig noget af den bedste underholdning, der findes. Den smukke natur, myterne, de voldsomme fysiske præstationer, de store vindere, de smukke tabere og alt det skønne. Det er jo dybest set bare en flok drenge, der vil køre hurtigst - der vil køre fra de andre. Det har derfor også altid undret mig, hvornår de unge cykelryttere tager skridtet videre, hvornår de beslutter sig for, at deres kroppe skal pumpes med blod og stoffer.

 

Magt

De er jo alle startet som glade knægte, der har trådt i pedalerne på barndommens veje. Drenge, der havde ambitionerne om at køre en ren sport, hvor det er benene, der taler. "Al magt korrumperer, og total magt korrumperer totalt" lyder det kendte citat. Og se blot på Armstrong, der også vendte tilbage til Tour de France flere år efter, han var stoppet, fordi han ikke kunne holde sig væk fra magten. Den lyst til magten og succesen må være noget af forklaringen på de mange skurke.

 

Det bliver spændende at følge årets Tour de France fra starten i Lille d. 5. juli til den spektakulære afslutning i Paris d. 27. juli.

Måske Vingegaard har en chance? Jeg vil glæde mig til at holde øje med heltene – og med skurkene!