Se Ulrich Thomsens film Gutterbee ganske gratis
Gutterbee er Ulrich Thomsens anden film som instruktør, og lige nu kan du se den ganske gratis på Filmstriben uden at bruge dine værdifulde klip.
Af Biblioteket
Plattenslageren og drømmeren Mike møder pølseentusiasten Edward. Mike er netop løsladt fra fængslet uden nogen planer for livet, og Edward er bare gået i stå.
Så da Mike hører om Edwards ydmyge drøm om en tysk pølserestaurant i Gutterbee for at skabe fred og forståelse i verden, inspirerer han Edward til at gå efter drømmen. De to kaster sig ind i opgaven, og den amerikanske drøm synes lige om hjørnet…
Filmen er instrueret af Ulrich Thomsen og fotograferet af den Oscar-vindende fotograf Anthony Dod Mantle.
Filmstriben er bibliotekernes digitale filmtilbud til dig
Filmstriben kan bruges af alle, der er oprettet som bruger på deres lokale bibliotek. Filmene er til visning til privat brug.
Hver måned udvælger Filmstriben en film, som du kan se gratis uden at bruge klip - typisk ikke en bestseller-film, men derimod en lidt smallere film.