Lars Ulrik Thomsen

Lars Ulrik Thomsen er født i 1946, dansk forfatter, debattør og udlært som maskinarbejder i 1973.

Han har udgivet mere end 30 bøger på Forlaget Populi siden 2004. Det er fortrinsvis bøger om filosofi, historie og samfundsforhold, som danner grundlaget for at forstå den nyere udvikling i Danmark. Den nyeste udgivelse fra i år er Fighting for Peace, som skildrer det 20. århundredes historie og er inspireret af den voksende spænding i verden og ønsket om fred og nedrustning.

Hvorfor er det din arbejdsplads?
Jeg skriver i min lejlighed, den har et godt lys fordi den er en taglejlighed. Jeg har tidligere brugt biblioteket som min skriveplads, men det kan være svært at koncentrere sig. Hjemme skriver jeg enten ved spisebordet eller ved min computer. For det meste skriver jeg en kladde i hånden, for derefter at renskrive den.

Hvad er vigtigt, at have omkring dig, når du skriver?
Det er vigtigt for mig at have mineralvand stående, fordi det giver en stimulerende og forfriskende virkning, men almindelig vand er også ok. Nogle gange begynder jeg dagen med at høre klassisk musik, f.eks. Bach eller P2, det er med til at skabe en god start på dagen.

Hvem eller hvad inspirerer mig?
De bedste ideer får jeg på vandreture langs med Sædding strand. Den friske luft og den storslåede natur gør, at jeg tænker bedre og friere. Naturen skifter uafbrudt langs havet og det gælder både lys, vejrlig og vind.