Voldemort som fiktionens Hitler

Nye sager kommer på den politiske dagsorden; blandt andet hvordan landsforræderi og andre krigsforbrydelser skal straffes, så der kan opstå en form for retfærdighed efter al den sorg og ødelæggelse, krigens forbrydere har været med til at påføre.

Skurk er næppe et dækkende for, hvad Adolf Hitler er, men hvis man skal udvælge den vestlige histories mest ondskabsfulde mand, er han nok den første, mange vil tænke på. Hvis man skal finde en sammenlignelig karakter i den litterære verden, er Tom Riddle (Voldemort) fra J.K. Rowlings Harry Potter serie (1997) et godt bud. Ligesom Hitler, bruger han nemlig racehygiejne som én af metoderne til at komme frem til det, han mener er en bedre verden. 

Når barndom leder mod mørke

Hitlers barndom er præget af hans strenge forhold til sin far og personlige tragedier, hvilket muligvis fører til hans ekstreme ideologier senere i livet. Han præsenterer sit verdenssyn i sin bog Mein Kampf (1925), hvor han blandt andet fremstiller det jødiske folk som en uren race, der truer den vision, han har for Tyskland. Desuden står homoseksuelle, ikke-kristne og folk af andre politiske holdninger end Hitler også i vejen for, at han kan føre sin vision ud i livet. Derfor gør han det til sin mission at skabe et racerent Tyskland, hvilket han gør gennem grufulde tiltag, hvis formål er at ekskludere og udrydde de mennesker, som ikke passer ind i det Tyskland, han vil skabe. Dette er på trods af, at der er flere incestuøse forhold i familien Hitler samt gisninger om jødisk oprindelse på faderens side af familien. Måske er det blot med til at fodre Adolf Hitlers besættelse af idéen om den ’rene race’?

Tom Riddle ser mugglere (folk født uden magi) som svage, og vil ikke finde sig i, at troldmandssamfundet skal leve i skjul. Han ser det som sin vision at overtage magten over både muggle- og troldmandssamfundet, hvorefter han vil sikre, at kun børn af fuldblodsmagikere kan optages som elever på Hogwarts, ligesom det kun er fuldblodstroldmænd- og kvinder, der kan undervise på skolen og arbejde ved Ministeriet for Magi. Da Riddle som 16-årig finder ud af, at hans far, Tom Riddle Senior, er muggle, slår han den side af sin familie ihjel. Herefter, som for at slette de sidste spor af sin ikke-magiske arv, ændrer han sit navn til Lord Voldemort, og så sætter jagten på magt og mugglere ind.

Fiktion inviterer læseren bag facaden

Hitler og Voldemort minder altså utrolig meget om hinanden, men hvor det er umuligt at sympatisere med en mand som Hitler, er det måske lettere at fatte sympati med Voldemort. Der er en dybde til Voldemorts karakter, som gør, at man opnår en form for forståelse for, hvordan han er blevet, som han er. Det er på den måde lettere at sympatisere med den fiktive skurk, fordi denne ofte fremstår mere nuanceret. Han får mere menneskelige træk, så man ikke kun ser ondskaben, men også mennesket bag. 

Fiktionen gør det muligt at distancere sig fra det onde, fordi vi kan fortælle os selv, at det ikke er sket i virkeligheden. Men selvom en historie er fiktiv, afspejler den stadig temaer, følelser og konflikter, der eksisterer i den virkelige verden. Spørgsmålet er, om vi overhovedet ville have fantasi til at skrive om ondskaben, hvis ikke den eksisterede omkring os i den virkelige verden? 

Fiktionen inviterer os ind bag ondskabens facade, mens vi i den virkelige verden ikke altid har den mulighed. Desuden opnår læseren, gennem fiktionen, ofte den følelse af retfærdighed, som den virkelige verden ikke altid kan tilbyde. Hitler begår selvmord, og frarøver dermed de efterladte muligheden for at bestemme, hvordan han skal straffes. Voldemort overvindes derimod af Harry Potter, som er beskyttet af sin mors kærlighed; en kærlighed Voldemort aldrig har kendt til. Hans død symboliserer, at det gode sejrer, og retfærdigheden sker fyldest.

I sidste ende er vejen til retfærdighed efter krig ikke en, man kan komme frem til alene gennem lovgivning og retsforfølgelse. Vi har brug for at forstå, hvordan ondskab bliver til, og hvad vi kan gøre, for at forhindre den i at forgifte de gode værdier, man som samfund er enige om at leve efter. At navigere i krigens efterdønninger handler altså ikke kun om genopbyggelse af ruiner og samfund; det handler lige så meget om, hvordan vi undgår, at det sker igen.

/ Sabine Steinbrecher Lauridsen
Biblioteksformidler