Lektørudtalelse

Forfatter: Jytte Kjær Schou

Let læst fantasyhistorie for børn fra ca. 9 år. Handlingen er ukompliceret, opbygget af traditionelle elementer. Et rige invaderes af en ond hersker. For at befri landet fra tyrannen er det nødvendigt at finde de 7 ædelsten, der er stjålet fra et magisk bælte og skjult på forskellige uhyggelige steder. En stor dreng, en forhenværende soldat og en pige med et særligt kendskab til naturen drager på en farefyldt færd for at finde dem. Det er de elementer, de to første bind i serien er bygget op omkring. De i alt 8 bind er blevet en stor salgssucces i forfatterens hjemland Australien. Bøgerne er let fordøjelige med en fermt sammenskruet historie med masser af dramatik, monstre og magi og krydret med små gåder og opgaver. Der er ingen udfoldede personbeskrivelser og ingen komplekse moralske dilemmaer. Det er spændingen, der bærer historien. Efter en lang indledning om forhistorien tager begivenhederne fart, og den ene dramatiske episode afløser den anden. Bøgerne læses bedst i rækkefølge, selv om bd. 2 indledes med en kort opsummering af handlingen i bd. 1. De kulørte omslagsillustrationer er som skræddersyet til indholdet