Biblioteksorientering

Biblioteket har både materialer på boghylderne og en lang række digitale platforme. Vi har meget, og når eleverne begynder at bevæge sig mellem både børne- og voksenmaterialer, kan de have svært ved at finde præcis det, de søger.

Biblioteksorientering introducerer biblioteket for eleverne i 7.-9. klasse og giver dem lejlighed til at afprøve nogle af de muligheder, de har. 

Ønsker du at booke en tid, skriv da til os og oplys en kontaktperson, telefonnummer og træffetid, din skole og afdeling, årgangen det drejer sig om samt antallet af elever, jeres specielle ønsker/behov, samt hvilket bibliotek I ønsker at besøge. Husk også at printe indmeldelsesblanketter, hvis der er børn, som skal have lavet lånerkort. Bemærk, at vi skal bruge forældres underskrift samt barnets sundhedskort, for at kunne oprette børnene som lånere.

Kend dit bibliotek (varighed ca. 1 time)

Eleverne introduceres til biblioteks muligheder. De lærer hvordan et bibliotek fungerer med hjemlån, aflevering, lånerkort mv. De får indsigt i hvad de kan låne, og hvor de finder det. Derudover får de en rundvisning på bibliotekets digitale platforme som fx.  e-Reolen, Filmstriben og Litteratursiden. Har I særlige interesser, kan vi tage højde for dem og tilpasse rundvisningen.

Klogere på bøger og forfattere (varighed ca. 1 time)

Eleverne lærer at søge informationer, der giver mere viden om forfattere og deres forfatterskaber, samtid, baggrund mv. Besøget bliver en blanding af mindre oplæg og søgeøvelser i relevante databaser. Vi anbefaler, at eleverne på forhånd har valgt en eller flere forfattere, de ønsker at arbejde med. 

Bedre rustet til opgaveskrivning (varighed ca. 1 time)

Eleverne opnår kendskab til bibliotekets mange muligheder, særligt de digitale platforme. Gennem oplæg og praktiske øvelser får eleverne indsigt i, hvor og hvordan de søger informationer – primært via internettet. Derudover styrker de deres kildekritiske tilgang til informationer mv. 

Til 2.-6. klasser og førskolen har vi et lignende tilbud, kaldet Bibliotekslyst.