Vi håber I blev taget med STORM i 2022

27.12.22
2022 har været et spændende år for Esbjerg Kommunes Biblioteker. Fra Aprilfestival til workshop med Lakserytteren, fra livestreaminger til Fantasyfestival, fra filmvisninger i Ribe, Bramming og Esbjerg til Maker Event, fra fokus på verdensmålene til forfatteren Thomas Korsgaard der kiggede forbi.

Farverne er mange på den store palet. Hvis Esbjerg Kommunes Biblioteker var et maleri, ville det være et skønt sammensurium af stilarter, udtryk og farver. Men det ville også være et maleri, der understøtter vores vision. Og lad os lige dvæle ved den. Altså visionen.  

Visioner er nemlig vigtige. De udstikker retninger.
Men de bliver først relevante, når de omsættes til handlinger ude i virkeligheden.

Visionen for biblioteket

I starten af 2022 arbejdede hele personalegruppen med bibliotekets nye vision. Den er vi stolte af, den er vi ved at føre ud i virkeligheden, den er en del af alt det vi laver. Visionen lyder:

”Du bliver taget med STORM, når du møder biblioteket. Du kan se, høre og mærke, at vi er interesseret i, hvad der optager dig og hvad der sker i verden omkring os. Du føler dig velkommen og er ikke i tvivl om, at med
biblioteket kan du få en unik og berigende oplevelse. Vi puster til din indre glød, så den får luft og kaster lys på det, du ikke havde opdaget endnu. Derfor får du mere med dig, end du forventer og glæder dig allerede til næste møde med biblioteket.”

Vi er jo Vestjylland, hvor storm spiller en central rolle. Og vi har en masse originale Storm P-malerier hængende på Hovedbiblioteket. Derfor spiller ordet ”storm” en central rolle. 

Biblioteksleder Ann-Britt von Seelen sætter lidt flere ord på visionen:

”Folkebibliotekernes grundlæggende formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet. Med det som ballast arbejder vi for at biblioteket skaber værdi og opleves som relevant i borgernes liv og hverdag.
Et folkebibliotek uden folk har ikke megen værdi i et moderne samfund. Visionen beskriver derfor den oplevelse og den forskel vi stræber efter at skabe hos borgerne.”

Fra ord til handling, fra mild brise til storm

Og det er jo netop nogle af alle de tanker og ideer, som alle ansatte på biblioteket forsøger at omsætte til konkrete tiltag i hverdagen. Så vi kan skabe et relevant og tidssvarende bibliotek til borgerne i Esbjerg Kommune. Hvad enten du besøger os på Hovedbiblioteket, Kvaglund, Tjæreborg, Sædding, Bramming, Ribe eller på Fanø. Eller om du møder os på Instagram, Facebook eller på vores hjemmeside. Hvad enten det er en mild brise i form af et herligt forfatterbesøg eller en stormfuld Fantasyfestival.  

Vi har den gigantiske samling med mere end 250.000 bøger, vi har den digitale adgang til et utal af materialer, vi hjælper studerende med opgaverne, vi stiller aviserne frem, vi finder bøgerne til børnehaverne, vi svarer på spørgsmål i udlånet og meget, meget andet, hver eneste dag.

Derudover har vi større og mindre arrangementer, spredt ud over hele året. Højskolesang i udlånet, teaterfestival, fotokunst og kunst der udstilles, spændende udstillinger, relevante foredrag, læsekredse. Ja, man kunne fortsætte i det uendelige og her følger nogle flere nedslag. 

Fra ny bibliotekscafé til drager og droner

2022 blev også året hvor vi fik en ny cafe, ”Memfis”, på biblioteket. Det er vi meget glade for.

Vi var en del af den store børneteaterfestival ”Aprilfestival” med mere end 150 teatertrupper der besøgte Esbjerg og det blev til mere end 600 forestillinger i Esbjerg, flere af dem på bibliotekerne. 

Fantasyfestival fortsatte med at slå nye rekorder, ca. 8000 deltagere var med i år. Festivalen er blevet et kulturelt fyrtårn i kommunen, noget der tiltrækker gæster fra hele landet, noget der er med til at samle byen. Det vil vi udvikle uden at gå på kompromis med festivalens kerne som handler om læselyst og læseglæde, om at åbne portaler til andre verdener. 

Endnu engang satte vi fokus på ny teknologi da vi, sammen med en masse spændende samarbejdspartnere, åbnede dørene til årets Maker event. Her blev der både fløjet med droner og leget med robotter. 

Verdensmålene og turistinformation

Som et af de første biblioteker i landet blev Esbjerg Kommunes Biblioteker verdensmålscertificeret tilbage i maj. Det skal vi lige dvæle lidt mere ved. 

Dengang udtalte formanden for Kultur & Fritidsudvalget, Jakob Lose, følgende, ”Det er en stor gevinst, at bibliotekerne går forrest i den bæredygtige udvikling, og verdensmålscertifikatet er både et skulderklap og en motivation til at fortsætte den gode stil. I sin natur er bibliotekerne bæredygtige, når materialerne cirkulerer mellem borgerne og genbruges et utal af gange, og de bidrager også til mindre ulighed ved at sikre lige adgang til kultur og viden til alle kommunens borgere.” 

Martin Sørensen, afdelingsleder på biblioteket, sagde følgende: “I arbejdet med certificeringen har vi allerede lært meget om, hvordan vi lokalt kan arbejde med at bidrage til en bæredygtig fremtid. Vi ser frem til at lære endnu mere i samarbejde med lokale med interesse for FNs 17 verdensmål.”

Verdensmålene er ikke bare flygtige og pæne tanker, nej, de er en vigtig del af vores bibliotek, vores samfund, mål som kan være med til at hjælpe vores verden i en rigtig retning.

Der er også kommet turistinspiration på Hovedbiblioteket i tæt samarbejde med Destination Vadehavskysten. Vi er glade for også at kunne hjælpe borgerne og turisterne til gode oplevelser på den måde. 

Vi har haft rundvisning af ukrainske flygtninge – vores bibliotekar Peter, der taler russisk, har introduceret dem til biblioteket.

Mental trivsel hos unge har ligeledes været på dagsordenen. I år har vi bl.a. lavet kulturforløb i samarbejde med Kulturskolen. På biblioteket har unge mennesker gået til ”guidet fælleslæsning”. Et andet godt tilbud til de unge var vores skriveworkshop, hvor den lokale forfatter Palle Reimann, har haft et forløb over 22 uger med det formål at give dem redskaber til selv at bruge fiktionen og skriveproces i en narrativ praksis. 

Som en lille krølle på halen kunne biblioteket i Esbjerg her i starten af december fejre sin 125-års fødselsdag – vi sigter nu mod de 150 år. 

Og alt dette var jo kun en lille del af alt det, der er sket på Esbjerg Kommunes Biblioteker i 2022.   

Men den røde tråd det er dig, kære bruger af Esbjerg Kommunes Biblioteker. Uden dig var vi ikke noget. Naturligvis er det ikke alt, der lige er noget for dig, men vi håber, at du kan se dig selv i noget af det vi laver og tilbyder – ellers skal du endelig sige til.

Godt nytår

På falderebet giver jeg lige igen ordet til vores biblioteksleder Ann-Britt:

”Kære alle. Jeg vil gerne ønske jer et godt nytår. Vi arbejder videre på at gøre Esbjerg Kommunes Biblioteker endnu mere relevante for jer, det arbejde stopper aldrig. Vi vil gerne være jeres kulturelle anker, dér hvor I finder inspiration og fællesskaber, dér hvor I finder ro, dér hvor I har mulighed for at finde mening i en kompleks verden – hele livet igennem.

På gensyn i det nye år. Et år fyldt med en storm af kultur og oplevelser.”