Julefilmen i alle dens mulige og umulige afskygninger

20.11.23
Julen er traditioner. Og den er forskellige traditioner. Rødgran eller Nordmannsgran? Flæskesteg eller andesteg? Rødvin eller juleøl? Eller det hele blandet sammen i én stor julevælling? Og det samme gælder på filmfronten, hvor vi også har forskellige traditioner og favoritter.

I en tid hvor det hele går så stærkt, og hvor vi er spredt på et utal af platforme, kan det være godt med fælles referencerammer. Som dengang, hvor alle snakkede med om Matador eller hvor en stor del af befolkningen, så den nye Olsen Banden-film i biografen.

I julen samles vi nemlig om tv-et. Ja, man stresser også rundt efter de sidste gaver og går ture for at forbrænde alt det vi indtager. Men det er ok at hygge. Og i julemåneden kan vi hygge med film, som vi har set et utal af gange før, og heri ligger nemlig hyggen: det kendte, som man kan nyde i familiens skød eller selv foran skærmen, mens man julenat sidder og spiser resten af risalamanden. En gang imellem kommer der nye film til, men som det er med traditioner, er vi også ganske konservative og den nye dreng i klassen skal ses grundigt i sømmene, før han kommer med i fællesskabet.

Julefilmstendenserne

Og der er også nogle tendenser, jeg kan drage frem blandt alle de forskellige julefilm. For det første er der mange gengangere, som har en plads i den klassiske julefilmskanon. Men det træder også tydeligt frem, at man kan opdele julefilmene i tre kategorier:

  1. Der er de rendyrkede julefilm, hvor selve julen spiller den afgørende rolle. Her finder vi film som "Tror du på julemanden?" (1994), "Nøddebo Præstegård" (1934 og 1974), "Fars fede juleferie" (1989), "Et Juleeventyr" (der er lavet i MANGE forskellige og populære udgaver) og "Det er herligt at leve" (1946).
  2. Så har vi de film, der foregår i julen, men hvor juletiden er bagtæppet. Action-klassikeren "Die Hard" (1989) finder du i denne kategori sammen med film som "Gremlins" (1984), "Alene hjemme" (1990) og Love Actually (2003)
  3. Og til sidst har vi så de film, som vi har set, da vi var små med far eller bedstefar, og som man stadig hiver frem gang på gang, på trods af selve filmen intet har med julen at gøre. DR havde for år tilbage en tradition med at sende "Indiana Jones og jagten på den forsvundne skat" (1981) lillejuleaften og i denne kategori finder du også film som "Ørneborgen" (1968), "Telemarkens Helte" (1965), "Ivanhoe" (1952 og 1982), "The Sound of Music" (1965) og "Ringenes Herre"-trilogien (2001-2003).

Man kan naturligvis ikke lave helt klare definitioner, da nogle film hopper rundt mellem kategorierne, men selve inddelingen er brugbar når man ser på den store bunke af julefilm, som tv-stationerne sender her i juletiden.

Alternative julefilm

Jeg vil også kommet med nogle gode bud på lidt alternative julefilm, som kan give lidt kant eller grin i den ellers søde juletid, og her kan vi nævne titler som "Rare Exports: A Christmas Tale" (2010), "Bad Santa" (2003), "Mission julegave" (2006), "Black Christmas" (1974), "One Hell of a Christmas" (2002), "The Nightmare Before Christmas" (1993) og "Blackadder's Christmas Carol" (1988)

Der findes naturligvis et utal af andre julefilm, men jeg håber, at denne artikel kan støtte som inspiration til at vælge nyt eller blot fortsætte med det gamle. For julen er jo traditionernes tid. Men også overraskelsernes.

I den sammenhæng er det også vigtigt at nævne, at Esbjerg Kommunes Biblioteker kan være din indgang til julefilmene. Både på fysiske skiver og på Filmstriben, hvor der er flere film og tv-serier – jul på Filmstriben.

God fornøjelse med julens filmiske glæder.
/ Jacob

Tags