Læs bogen, se filmen ELLER se filmen, læs bogen

01.07.23
Sommerferien har lagt sig som en skøn dyne over skolebørnene. Ingen skoleklokker, der ringer, ingen lektier. Og børnene har måske også fri fra børnehaven.

Det er oplagt at bruge sommerferien til at holde læsefærdighederne ved lige, ikke i en skolekontekst, men i en kontekst, der kan være forbundet sammen med hygge, enten selv eller sammen med venner og familien. Det er også oplagt, i forhold til de mindste, at se filmen sammen og læse bøgerne højt for børnene. 

For hvis der er noget der spiller godt sammen, i forhold til at vække læselysten, så er det film. Enten fordi man har læst en bog, og gerne vil se filmatiseringen, eller fordi man har set filmen, og gerne vil læse bogen.

På Filmstriben er der mange film der kan bruges til det formål, film der er baseret på bøger. Og så ender vi med en ægte win-win: underholdning OG læsningen der holdes ved lige.

Her følger nogle bud på film, der kan kobles sammen med bøger. De er inddelt i aldersgrupper. 

For de mindste (5-7 år)

Mumifars eventyr

Selve grundideen, om Mumifars beretninger, sidder lige i skabet. Det er både morsomt og opfindsomt. Animationerne er skønne. Gammeldags stop-motion med materialer af filt, papir, pap og andre herlige sager. Det støtter både op om fortællingen og universet, enkelt og kreativt. Det er primært en film for de mindre børn, men der er tilpas med humor, og detaljer som kun voksne kan forstå, til at de voksne også kan se med. Desuden har fortællingen tilpas med farlighed og et snert af uhygge, som jo netop er det, der gør Janssons fortællinger så gode.

Baseret på Tove Janssons bøger, eksempelvis Mumifars erindringsbog.

Kaptajn Bimse 

Anna på syv år glemmer sin dukke i sommerhuset. Så dukker Kaptajn Bimse op og det store eventyr kan begynde! Her har vi en film som er en ægte børnefilm for de mindste. Tempoet er roligt, klipperytmen langsom og scenografien hyggelig og veludført. Selve ideen, om en rejse ind i fantasien/drømmen, er klassisk og det åbner op for nogle spændende scener fyldt med fantasi. Effekterne er fine, eksempelvis når Hr. Johnson bliver levende, og musikken er herlig. En dejlig film fyldt med fine budskaber om at lege, om fantasi og om det at være barn.

Baseret på Bjarne Reuters bogserie Kaptajn Bimse

For de lidt større (8-12 år) 

Busters verden

Skøn film om den fantasifulde dreng Buster Oregon Mortensen, søn af en arbejdsløs tryllekunstner og sønnesøn af en berømt kanonkonge. Buster bevarer sin optimisme, selvom skolen bebyrder ham med terperi, selvom de store drenge mobber ham, selvom han skal beskytte en handicappet lillesøster, og selvom jobbet som bud heller ikke er let. Mødet med pigen Joanna bekræfter ham i hans optimisme. Og hvem husker ikke titelsangen…

Baseret på Bjarne Reuters romanserie Busters verden.
 

Otto er et næsehorn

Topper savner sin far, der sejler på de syv have, og føler sig generelt lidt kikset. Men da Topper finder en magisk blyant og tegner et gult næsehorn, der bliver levende, sker der ting og sager, som vender op og ned på livet for Topper og menneskene omkring ham! Ægte magisk realisme for de børnene og deres forældre, en skøn, skøn film.

Baseret på Ole Lund Kirkegaards bog Otte er et næsehorn.
 

For de store børn (13-15 år)

Hobbitten – en uventet rejse

”In a hole in the ground there lived a hobbit” – jubii, vi er tilbage i Middle-earth! Bilbo Sækker bliver en del af et selskab, bestående af 13 dværge og troldmanden Gandalf, som skal på et eventyr: De skal befri et gammelt dværgerige fra en drage, som ligger på skatten. Held og lykke med det, fristes man til at sige.
Fantastisk eventyrfilm, hvor Peter Jackson endnu engang formår at gøre Tolkiens ord levende.

Baseret på Hobitten.
 

Dykkerne

De to teenagebrødre Christian og Ask er på sommerferie hos deres morfar, hvor de tilbringer tiden med at dykke fra hans båd. Da de på havbunden finder vraget af en tysk ubåd fra 2. verdenskrig, bliver de meget nysgerrige. Ubåden rummer imidlertid en hemmelighed, og det viser sig, at også andre er meget interesseret i vraget. Herlig eventyrfilm.

Baseret på Thorstein Thomsens roman Dykkerne.