Monstre – en uhyggelig hyggelig tænkepause

31.10.23
“Vores forhistoriske tilværelse som jaget vildt har sat sig dybe spor i vores dna” kan man læse i Mathias Clasens fine bog ”Monstre” fra 2012.

Bogen er en del af Aarhus Universitetsforlags bogserie ”Tænkepauser”, hvor forskellige forskere videregiver aktuel forskning i et lettilgængeligt sprog, hvor formidlingen, til almindelige dødelige læser, er i skarpt fokus.

Men hvorfor er det egentligt at vi gerne vil skræmmes?

Clasen griber, som det indledende citat antyder, horror an med en evolutionistisk tilgang: Vi reagerer på skræk, fordi vores dna siger, at vi skal gøre det. Sådan groft sagt.

Altså noget hvor vores fysik, vores dna, bestemmer, hvordan vi reagerer. Pointen fra Clasen er så, at vi bliver draget af gyset, af monstrene, fordi vi, i trygge rammer, gerne vil skræmmes, så vi dermed holder vores indre alarmsystem i form.

Når børn leger, forbereder de sig på fremtidens “kampe”, og når jægerpiloten sidder i en simulator, gør piloten sig klar til at flyve i virkeligheden. Clasen kommer i ”Monstre” med mange fine eksempler og bogen er spækket med morsomme anekdoter. I det hele taget er Clasen en meget levende og dygtig formidler og det gør, at ”Monstre” er en både lærerig og meget underholdende læseoplevelse.

PS: Jeg har flere gange oplevet Clasens foredrag om emnet. Billedet stammer fra et foredrag, på Aarhus Universitet, om netop gysergenren som tog udgangspunkt i ”Monstre.” 

Materialer