Myter, sagn og legender – kernen i det at være menneske
”De higer, og søger
I gamle Bøger,
I oplukte Høie
Med speidende Øie,
Paa Sværd og Skiolde
I muldne Volde,
Paa Runestene
Blandt smuldnede Bene.”
I den gamle muld lever historierne, fra tidernes morgen, fra sagn, myter og legender. Vi er aldrig nøgne, vi er altid en del af noget større - fortællinger, konstruktioner, som gør, at vi, måske, kan forstå hvem vi er og hvor vi kommer fra.
I forhold til skønlitteraturen kan jeg eksempelvis ikke komme på et eneste fantasyunivers, en eneste hjemmelavet fantasyverden, som ikke, på den ene eller anden måde, er inspireret af myter, sagn eller legender fra vores verden. Det er et vilkår, det er en del af os mennesker. Det stof vi er skabt af. Vi er aldrig helt nye. Der er altid noget der bygges videre på, noget vi inspireres af.
J. R. R. Tolkien er et godt eksempel. Når man tænker på store forfattere, eller andre store personligheder, kan man per refleks have en tendens til at tænke, at deres liv må have helt ekstraordinære. De er jo ikke som os andre. Hvordan kunne Tolkien ellers få inspiration til så store værker som Hobbitten, Ringenes herre og Silmarillion?
Han må da have rejst Jorden tyndt for at ”opfinde” de fantastiske ting, vi læser om i hans værker? Det simple svar er nej. Tolkien rejste ikke meget. Faktisk havde han det – som et par hobbitter, vi kender – bedst hjemme. I ro og mag enten i haven, i sit studerekammer, på pubben eller på universitet. Men hvor fik han så inspirationen fra?
Den største inspiration fandt Tolkien i sit hjemland og i litteraturen. Han elskede naturen, og han elskede at læse. Han elskede myter og sagn. Ja, Tolkien skabte sin egen verden, Middle-earth, men den er bygget på et fundament baseret på den store viden Tolkien havde om religion, myter, sagn og legender. Det spændende, i denne sammenhæng, er jo så, at Tolkien netop skaber nye sagn, myter og legender, som tager udgangspunkt i hans egen konstruktion, hans egen verden, en verden som jo netop er bygget på elementer fra MANGE forskellige myter. Og det sammensurium, med sin egen indre logik, gør Tolkien til en myteskaber.
Et andet eksempel på en myteskabende forfatter er Neil Gaiman. Helt konkret i bogen Nordisk mytologi og mere originalt i hovedværket Amerikanske guder. Shadow kastes ind i kampen mellem de nye og gamle guder og der smides myter og sagn ned i den store gryde. Det lyder absurd og postmoderne, og er det også, men på en magisk og overrumplende måde som gør læseoplevelsen ganske uovertruffen. Det er en fremragende roman, der bevæger sig smidigt rundt i det amerikanske landskab, mens vi møder guder og andet godtfolk i et meget spændende plot. Du har ganske enkelt aldrig læst en roman som denne, der bevæger sig mellem fantasygenren, mysterier, sagn, legender, myter og noget der kunne betegnes som den amerikanske sjæl og en ny amerikansk myte beskrevet af en britisk forfatter.
På dansk grund har vi Anne-Marie Vedsø Olesen der med serien Vølvens vej har taget et skønt favntag med den nordiske mytologi og de gamle sagn og legender, ikke mindst urfortællingen Vølvens spådom. Det er sanseligt, levende, mørkt og meget poetisk. Vedsø Olsen lykkes både med at være trofast, i forhold til de klassiske myter, og samtidig skaber hun sit helt eget univers. Hun er en ægte myteskaber.
Så myter, legender og sagn kan være den røde tråd, det primære, i fortællinger. Men de kan også ”bare” optræde i små doser, for at give kulør eller tyngde, til karakterer og hændelser.
Jeg har to skønne eksempler, fra filmens verden, som jeg vil komme med her på falderebet.
Når jeg siger John Wick og The Usual Suspects, så tænker I måske ikke umiddelbart myter, legender og sagn. Men hvad så når jeg siger Baba Yaga og Keyser Söze? Baba Yaga er en mytisk karakter fra slavisk folklore, en karakter der er meget frygtet. Så ved at John Wick omtales som Baba Yaga tilføjes der et ekstra lag til den mystiske og meget seje lejemorder, forbryderne er bange for ham INDEN de møder ham. Generelt hæver filmene om John Wick sig over mange andre film i actiongenren ved netop at have et mytisk lag.
Der er noget af det samme på spil i The Usual Suspects. Her er det så den mystiske karakter Keyser Söze, nærmest en legende, en grusom person, som de kriminelle også frygter. Helt simpelt, og med få virkemidler, lykkes det for filmen at skabe en helt unik karakter.
Lad mig lige på falderebet slå et slag for serien Tænkepauser fra Aarhus Universitet og særligt Saga og Myter.
Og så tilbage til Oehlenschläger, tilbage til fortiden.
”Himlen sortner, Storme brage.
Visse Time! du er kommen.
Hvad de gav, de tog tilbage,
Evig bortsvandt Helligdommen.”