Startskuddet er gået på læselystprojekt i Ribe

Torsdag den 20. maj fik Vittenbergskolens 5. og 6. klasser en oplevelse, de sent vil glemme. De fik nemlig besøg af børne- og ungdomsforfatteren Camilla Wandahl, der blandt andet er kendt for sin bogserie Veninder for altid, til to foredrag.

Fokus på fortællingen

Foredragene er en del af projektet Fokus på fortællingen, som er et samarbejde mellem Vittenbergskolen i Ribe, forfatter Camilla Wandahl og Esbjerg Kommunes Biblioteker. Projektets præmis er, at elevernes læselyst bliver styrket gennem deres eget kreative arbejde med fortællinger.

Foredragene foregik fysisk i Vittenbergskolens kantine. De nuværende corona-restriktioner medførte, at Camilla Wandahl måtte afholde samme foredrag to gange, og at elever fra 6. årgang på Egebæk-Hviding Skole, som ellers også skulle have deltaget på dagen, måtte se med online via Teams i stedet.

Fortælling i virtual reality

Projektet skal munde ud i et elevrelevant tilbud for de deltagende klasser. Ambitionen er, at tilbuddet skal kunne anvendes af biblioteker og skoler i hele landet.

Konkret skal eleverne møde en fortælling skrevet af Camilla Wandahl, som skal være inspireret af eleverne og deres mange ideer og forslag under foredraget. Wandahls fortælling stopper ved en klimatisk scene, som eleverne skal opleve i virtual reality. Eleverne skal herefter sanse og udtrykke, hvad de oplever, og de skal gennem en selvvalgt udtryksform give deres bud på fortællingens slutning.

Baggrunden for projektet

Projektet løber til foråret 2022 og er støttet af Kulturministeriets udviklingspulje ”Læselyst og læsefællesskaber for alle”, der blev uddelt i efteråret 2020.

I alt har 34 projekter fået tilskud for 13,6 millioner kroner fra Kulturministeriet. Særligt for denne udviklingspulje er kravet om at inddrage en forfatter eller kunstner til for eksempel formidlingsaktiviteter, arrangementer eller mere forpligtende samarbejder. På den måde kan projekterne være en økonomisk håndsrækning til forfattere og kunstnere og få hjulene i gang i den ellers pressede kultursektor under coronakrisen.

Vil du vide mere?

Har du lyst til at høre mere om projektet, kan du kontakte mig på mail.
Mail til projektleder Stine Liberty Svenningsen

Materialer