Min morfar var søfartshistoriker

03.07.22
I kender sikkert Jan Lööfs elskelige børnebog "Min morfar er sørøver". Min morfar var søfartshistorikeren Frode Holm-Petersen.

Da jeg var en lille knægt, kunne min morfar fortælle mig historier fra de syv verdenshave. Blandt andet om sørøvere. Noget var baseret på virkeligheden, og de mere end 30 bøger min morfar skrev, andet var, er jeg ret sikker på, fri fantasi. Han var en fantastisk historiefortæller. 

Min morfar blev født i Vejle i 1914 og voksede op i Svendborg. Som helt ung kom han i lære i skibsmæglerfirmaet E.W. v.d. Hude & Søn. Derefter drog han til søs med 3-mastetskonnert ”Vega” af Thurø.

I 1935 fik min morfar ansættelse i H.C. Christensens Damp- og Sejlskibsrederi i Marstal. Senere overtog han sekretærposten i Dansk Sejlskibsrederiforening for mindre Skibe, og han oprettede i 1944 sit eget shippingfirma i Svendborg. Han var korresponderende reder for en række mindre skibe.

Sejlskibe i modvind

Min morfar fornemmede, hvilken retning vinden blæste, og den varslede ikke medvind for sejlskibene. Deres tid var ved at rinde ud. Det satte ekstra skub i hans interesse for at bevare så meget af søfartshistorien som muligt. Han begyndte at samle maritime effekter og beretninger om søfart.

Sammen med min mormor købte han i 1955 Rytterskolen fra 1700-tallet i Troense. Her indrettede de privat bolig, magasin og en udstilling af de flere og flere genstande. Den var åben for offentligheden. Det er et sted jeg husker fra min barndom. Et magisk sted. I kan se det på billedet. 

I 1982 overtog Svendborg Museum samlingerne og bygningerne da min mormor og morfar flyttede til Kollund i Sønderjylland – blandt andet for at komme tættere på os i Aabenraa.

Min morfar fortsatte med at skrive bøger helt frem til sin død i 1996. Han blev 81 år gammel. To år før min morfar døde, døde min mormor.
De er savnet, men aldrig glemt.

Hvis du har interesse i det maritime, vil jeg anbefale, at du læser nogle af min morfars bøger. Så kan du næsten fornemme havet, de store skibe og de mange sømænd, som var du der selv. 
 

Tags
Materialer