Kvindernes Internationale Kampdag

05.03.24
8. marts markerer en mærkedag, hvor vi fejrer dem, der har kæmpet for kvinders rettigheder både i fortiden, og dem der fortsat kæmper for dem i dag. Men hvordan er Kvindernes Internationale Kampdag egentlig blevet til?

Det er på Jagtvej 69 i København, at Kvindernes Internationale Kampdag stiftes i 1910 ved en konference for den internationale socialistiske kvindebevægelse. Ét af hovedpunkterne på deres dagsorden er at kæmpe for stemmeret til kvinder, så de kan være med til at forme samfundet på lige fod med mændene. Det virker da også, for i 1915 får kvinder stemmeret, men det er kun et lille skridt i den rigtige retning. Gennem historien opstår flere feministiske bølger, og i takt med at nogle af kampene vindes, opstår der nogle nye. 

En international kvindedag

I dag er Kvindernes Kampdag en global begivenhed, hvor kvinders fremskridt, rettigheder og bidrag til samfundet fejres. Selvom vi er nået langt, er der stadig sager at kæmpe for. Vold mod kvinder er noget, man forsøger at bekæmpe verden over, og i nogle lande kæmper kvinder stadig for retten til at bestemme over sin egen krop. Kvindernes Kampdag minder os om, at selvom vi er nået langt, så er der stadig et stort stykke arbejde forude.

En stak stærke bøger om eller af stærke kvinder

Vi har samlet en række bøger til dig, der gerne vil vide mere om, hvordan kvindernes kamp har set ud, og hvordan den ser ud i dag. Der er også bøger, som sætter fokus på kvinder, der fortjener mere plads i historien, eller som fortæller om deres oplevelser som kvinder. Der er selvfølgelig også noget til dig, som gerne vil dykke ned i en god roman med stærke kvindelige karakterer og historier.

Af Sabine Steinbrecher Lauridsen

 

Faglitteratur

Skønlitteratur

Tags