4 anbefalinger fra Birgitte

Her får du mine anbefalinger på fire gode krimiserier.

God læselyst.

Tvunget til tavshed er første del af serien om Kate Burkholder af Linda Castillo

Politichef Kate Burkholder er vendt tilbage til sin barndomsby Painters Mill, hvor Amish-folket lever side om side med deres amerikanske naboer. En bølge af mord på unge kvinder rammer Painters Mill. Kate bliver indhentet af fortiden og den hemmelighed, der kan ødelægge alt for hende.

En god krimi med et godt plot, gode personer og en nervepirrende slutning.

Dødenkelt er første del af serien om Roy Grace af Peter James 

En polterabend kører af sporet. Kriminalkommissær Roy Grace må finde brudgommen inden det er for sent. Velskrevet spænding fra første til sidste side om den ærlige, sympatiske og hårdtarbejdende politimand, der ikke går af vejen for utraditionelle opklaringsmetoder, fx at opsøge spirituelle medier.

En god klassisk engelsk politiroman.

Leona er første del af serien om Leona Lindberg af Jenny Rogneby

En syvårig begår et bankrøveri. Opklaringen ledes af efterforsker ved det svenske kriminalpoliti Leona Lindberg. Hun er en kontroversiel enspænder som lider af en personlighedsforstyrrelse der gør det svært for hende at leve sig ind i andres følelser. Dette gør hende til den fødte efterforsker, da hun kun sjældent lader sig manipulere, men gør også hendes private liv meget svært.

En hæsblæsende krimi og ikke mindst en krimi med et overraskende twist.

Mærket for livet er første del af serien om Jana Berzelius af Emilie Schepp

Hovedpersonen er anklager Jana Berzelius som har været ude for frygtelige ting i sin barndom. Jana skal som anklager lede undersøgelsen af en række mystiske mord og en sag om menneskesmugling der viser sig at være langt mere omfattende og grufuld end først antaget og har forbindelse til Janas egen skæbne.

En barsk og hårdtslående heltinde i en spændende og utraditionel krimi.

Tags
Materialer