Hvorfor er krimigenren så populær?

Men hvorfor er vi så optagede af mordet, af krimien? Hvorfor fylder historier om mordere så utrolig meget?
Mordet har en nærmest magnetisk tiltrækningskraft på os, måske fordi drabets definitive karakter i sidste ende udstiller vores egen sårbarhed og dødelighed? Det er et helt grundlæggende princip for ethvert samfund, at man ikke uden videre kan myrde hinanden. For den vestlige kultur må det utvivlsomt være Kains brodermord, der står som det arketypiske drab. Det første drab i historien, hvor Abel brutalt bliver dræbt. At begå et mord er muligvis en af de letteste kriminelle handlinger, der kan blive begået. Vi har dagligt uendeligt mange muligheder, og vi befinder os konstant i situationer, hvor en morder med lethed kunne ekspedere os til det hinsides.

Det sker bare ikke, heldigvis. Netop fordi vi ved, at manddrabet er en barriere, som kun krydses af ganske, ganske få mennesker. Af den grund lever vi heller ikke i konstant frygt for at blive dræbt, og derfor er vi også så dybt fascineret af dem, der rent faktisk har vovet sig forbi grænsen og forbrudt sig mod vores fælles, kulturelle kontrakt om ikke at myrde løs: tænk blot på hvor populære de forskellige aspekter af true crime-bølgen er, hvad enten det er podcasts, bøger eller film og tv-serier.

Agatha Christie og whodunnit-genren

Drabet rummer en besynderlig dobbelttydighed, der på en gang fylder os med væmmelse og frygt, men samtidig med en bizar beundring. Tænk fx på Agatha Christie, der med sine whodunnit-romaner kunne gentage den samme historie igen og igen. Motivet varierede, men drabet var næsten altid en sikker bestanddel. Her er det altid detektivens øjne, vi ser tingene igennem. Vi ser det fra opdagerens synspunkt, ja, læseren bliver nærmest opdageren. Hvem gjorde det og hvorfor? Motivet bliver blottet, og som regel er det jo altid forståeligt, hvorfor drabet blev begået. Penge, jalousi, frygt – alt sammen noget, Kain sikkert ville kunne nikke genkendende til. 

Morderens sind

Gennem den klassiske whodunnit-genre får vi altså de rationelle begrundelser for morderens motiver, men genren formår kun sjældent at stille vores nysgerrighed i forhold til, hvordan drabsmanden rent faktisk tænker. Hvad foregår der inde i hovedet på den, der dræber? Hvad tænker morderen i drabsøjeblikket?
Det har mange krimiforfattere sidenhen beskæftiget sig med, og det har skabt litteratur og film, som ligger meget langt fra Agatha Christies, mere eller mindre, uskyldige engelske univers. 

I det øjeblik, der bliver åbnet ind til morderens sind, slipper helt nye mørke toner op til overfladen. Det grusomme, det forvrængede, det syge får pludselig luft.
Mordet forbindes med grundlæggende følelser og derfor også det lystbetonede. Lystmorderen eller seriemorderen har på led nærmest opnået ikonisk status. I fiktionen står der heldigvis personer klar til at stoppe dem. Detektiverne, politifolkene, journalisterne, og mange andre, går ind i mørket. For vores skyld. For at finde sporene, for at stoppe morderen. Det er krimien i sin essens: Noget der skal opklares, noget der skal stoppes. Så kan vi, på sikker afstand, sidde med vores krimier og lade os underholde, mens vi gyser og forfærdes. 

En meget populær genre

Man har i mange år talt om krimibølgen. Om hvornår den topper, og hvornår den stopper. Hvis man både ser på udlånstal på bibliotekerne, og hvor mange der eksempelvis hvert år dukker op til den fantastisk Krimimesse i Horsens, og ser på salgstal i boghandlere og på alle de tv-serier og film der produceres om netop mord og mordere, er der dog intet der tyder på, at det vil stoppe. Og tak for det!
Det store spørgsmål er så, om der er noget forkert i at være fascineret af mørke, ondskab og mord? 
Det mener jeg bestemt ikke der er. Men det er en helt anden diskussion.

Nu håber jeg I vil nyde vores krimimåned, hvor vi sætter ekstra fokus på en meget populær genre, både på hjemmesiden og i det fysiske rum.
Og måske finder du netop den krimi, som du slet ikke vidste du manglede at læse?
God læselyst!