Lene anbefaler fem gode krimier læst i 2023

05.10.23
Hemmeligheder, gys og spænding. Krimigenren kan både være nervepirrende og medrivende.

Det blæksorte hjerte af Robert Galbraith 

Jeg er vild med Cormoran Strike og Robin Ellacott og deres langsomt udviklende relation og med forfatterens fantastiske sprog og skrivestil, men derudover er det en spændende og velfortalt krimi. 
Duoens sag er denne gang både farlig og langvarig og opklaringsarbejdet skrider kun langsomt frem – det er svært, da det handler om cyberkriminalitet. 

Plottet er gennemført og løsningen ligger bestemt ikke lige for. Mange mistænkte krydser deres vej under den lange efterforskning.

Bogen er lang, men det er kun de mange chat udvekslinger, der bliver en smule for meget, resten er ren fornøjelig læsning. Galbraith kan bare noget med både historiefortælling og persongalleri.

Da bøgerne om Cormoran og Robin også fokuserer en del på personernes privatliv, vil jeg anbefale at læse bøgerne i kronologisk rækkefølge, selvom sagerne opklares i hvert bind.

Den skjulte af Linda Castillo

Kate Burkholder er så absolut en af mine favorithovedpersoner og heller ikke i dette 14. bind skuffer hun. Kate er sej, modig og vedholdende, selvom hun kæmper en indre kamp med sig selv, især på det følelsesmæssige område. Den menneskelighed gør nu bare, at jeg holder endnu mere af hende.

I Den skjulte bliver hun kontaktet af et par amishpræster fra Pennsylvania. De har brug for hjælp i en sag, hvor en amishmand er fængslet for mord. Den fængslede viser sig at være en af Kates ungdomsvenner og hun sætter sig for at løse gåden om det mord, han er fængslet for. Men det er svært at få oplysninger i et amishsamfund, hvor alle hytter sit og ingen vil forråde samfundet.

Linda Castillo skriver virkelig godt – kort og præcist og sammen med det høje spændingsniveau, gør skrivestilen det næsten umuligt at lægge bogen fra sig. De korte kapitler gør det nemt, lige at læse et til.

Også denne serie vil jeg anbefale læst i rigtig rækkefølge. 

Lygtemændene af Elly Griffiths

Selvom Ruth Galloway ikke længere arbejder for politiet i Norfolk, bliver hun tilkaldt som assistance i en sag om en massemorder. Ivar March har lovet kriminalkommissær Nelson, at han vil fortælle, hvor hans ofre er gravet ned, men kun hvis det bliver Ruth, der foretager udgravningen. Det er svært for Ruth, for Nelson er far til hendes eneste datter og deres forhold har altid været problematisk – måske en af grundene til, at hun er flyttet derfra.

Denne serie er spændende uden at være voldsomt blodig og kan derfor anbefales til alle krimilæsere. Og så er Ruth sjov. Sjov, stædig og meget, meget dygtig. Hun er en fantastisk hovedperson og jeg elsker bøgerne allermest på grund af hende. Også de andre personer fungerer godt og serien er virkelig anbefalelsesværdig.

Brændende piger af C. J. Tudor

Brændende piger er lige som forfatterens øvrige bøger en enkeltstående krimi, hvilket også kan noget.

Krimien er virkelig fængslende og spændende og da man ikke ”kender” personerne, kan man koncentrere sig fuldt ud om krimidelen. 

Jeg er vild med forfatterens måde at få spændingen og uhyggen til at krybe helt ind under huden på læseren. Intensiteten stiger side for side og det er til tider nærmest ikke til at holde ud.

Fortiden blander sig med nutiden og bogen er skrevet sådan, at man ikke altid kan adskille dem. Det, sammen med de korte kapitler, gør bogen og handlingen nervepirrende og medrivende. Skrækepisode efter skrækepisode gør, at man som læser konstant er i alarmberedskab på personernes vegne og jeg havde tit lyst til at råbe ”pas på”. 

Det er i sandhed en krimi, der er let at leve sig ind i.

Siden den aften af Karin Slaughter

Med Siden den aften er vi tilbage hos Will Trent og Sara Linton og det er et vidunderligt gensyn. 

Da en ung kvinde ankommer til skadestuen efter et groft overfald, er det Sara, der kæmper for at redde hendes liv. Efterforskningen foretages af Will, og det viser sig, at overfaldet og voldtægten minder foruroligende meget om det, Sara selv var udsat for 15 år tidligere. Det får både Sara, Will og politikvinden Faith til at dykke ned i fortiden og selvom det er utrolig vanskeligt at finde hoved og hale i sagerne, giver de ikke op. 
Det viser sig at være meget større end de kunne forestille sig og det bliver ikke let at finde de skyldige i en verden hvor alle dækker over alle.

En rigtig page-turner som så mange af forfatterens øvrige krimier, der alle hører til i den mere barske ende af genren. Jeg er især vild med serierne om Will Trent og Sara Linton og jeg vil varmt anbefale dem til læsere, der kan tåle mosten. Og igen – læs dem i kronologisk rækkefølge, hvis man er interesseret i personernes historie også.

Tags
Materialer