Børn og robotter

29.10.21
Robotter fylder mere og mere i vores hverdag – og det kommer de også til at gøre i fremtiden. Her får I en lille børnevinkel på robotterne og nogle anbefalinger til nogle bøger.

Kender I det med at man får en robot med hjem SAMMEN med ungerne?

Jeg har flere gange hentet mine børn i børnehave/skole/SFO, hvor der er kommet en overraskelse med hjem. I form af en robot. Og det er en herlig ting. Opfindsomt og spækket med genbrug. Et gammelt VHS-bånd som mund, resterne af en telefon som øjne, toiletruller som arme, gammelt træ som ben osv. Altså en skøn blanding mellem gammel teknologi og andre genbrugsmateriale. 

Når leg og læring skaber (robot)magi

Det er en fornem måde hvor pædagogerne/lærerne, eller bare dig derhjemme, blander leg og læring. På et tidspunkt, når robotterne efter mange times leg, går i stykker, kan man tage ungerne med på genbrugspladsen og vise dem, hvordan man placerer robotdelene de rigtige steder. 

Robotter var også en ting, da jeg var knægt. Og igennem science fiction-film og bøger har de levet i mange år. Forskellen på mig og mine børn er, at der rent faktisk er fyldt med robotter i vores virkelighed nu og at der kommer flere i fremtiden.

Anbefalinger

Her vil jeg komme med nogle bud på skønlitterære børnebøger, hvor robotter spiller en rolle. 
 

Til mindre børn:

På Giga - er Pix syg? 

Pix bor på planeten Giga sammen med tre andre robotter. Pix sidder og ser på, at Vito bygger en stol. Det er lidt kedeligt, og da Vito henter søm, kommer Pix til at drikke noget, han tror er saftevand. Men hvad er det? For 6-7-årige.

Den vilde robotjagt

Professor Pips store drøm er at vinde sangkonkurrencen "Flomberg synger" - men der er bare et stort problem: hun synger som det rene kattejammer. Snart har professor Pip dog lavet en syngende robotkopi af sig selv. Desværre er det ikke altid, robotter gør som ventet. Til højtlæsning fra ca. 7 år.

Far og Hasan får en robot

Far og Hasan er endnu en gang i Silvan. Her fristes de af en robot. Den er dyr, men de køber den, for så kan far og Hasan tage en lur, mens den slår græs. Men det går ikke, og mor bliver sur. For 6-7 årige. 
 

Til større børn:

Den rustne verden - flugten fra Danmark

Fire søskende skal besøge deres morfar i Sverige, men efter et flystyrt er de i et fremtidsdanmark, fyldt med skrot og onde robotter. Kan de nå frem til morfar i tide? For de 8-13-årige. 

Siff - rådne jord

Første bog i science fiction-serie om Siff og hendes venner Thora og Oliver, der i en dystopisk cyberpunk-fremtid kæmper og slås for en drøm om at få mad og rent vand hver dag. For børn og unge på 11-14 år.

Det sidste menneske

I fremtiden er alle mennesker udryddede og jorden er befolket af robotter. De er effektive og laver hverken krig eller forurening. Den 12-årige robot XR_935 er tilfreds med sine daglige rutineopgaver. Men en dag møder han en menneskepige der hedder Emma. Action, humor og science fiction for alle mellem 10 og 13 år.

Tags