Bevæg dine fingre og strik dig glad

Af Anonym ( )
10.05.21
Jeg tror, der er rigtig meget gemt i det at skabe noget og se noget blive til alt imens, man har det i hænderne.

Da jeg så VM i herrehåndbold i januar 2021 var det meget spændende - ja indimellem nærmest for spændende. Så fandt jeg ud af, at jeg bare skulle strikke imens for så blev jeg beroliget lige tilpas. Al den bevægelse på tv-skærmen blev overført til en bevægelse med strikkepindene.

Et strikketøj kan give plads til tanker og fordybelse 

Strikketøjet bliver et fokuspunkt, der gør det muligt at koncentrere sig om én enkelt ting. 

Der er mange former for strikketøj. Der er det enkle, hvor man bare strikker løs uden at skulle kigge i en opskrift hvert andet øjeblik, og så er der de mere indviklede modeller og mønstre, der kan kræve hele ens opmærksomhed. 

Begge dele kan fungere lige godt til at koble fra på og slappe af. Tankerne kan komme og gå, mens maskerne flyttes fra den ene strikkepind til den anden i den rytme, der er i ens strikketøj.  

For mig er det ene strikketøj lige så godt som det andet. Det kommer helt an på, hvad man har brug for rent mentalt og rent praktisk i forhold til, hvilket slutprodukt vi taler om. 

Jeg strikker ofte enkle modeller

Det kan være de lange strømper i noget godt strømpegarn, som går helt op til knæet. De er lige gode om vinteren og om sommeren, når det begynder at blive køligt sidst på aftenen.

Denne vinter har jeg også fået strikket et par korte nederdele, som jeg allerede har haft stor glæde af. Lige nu er jeg i gang med en sådan nederdel til min voksne datter. 

Du kan finde inspiration i blade og magasiner

Min opfordring til dig er at gå i gang og lade dig inspirere, hvis ikke du allerede er det. Der findes et utal af strikkebøger og håndarbejdsblade, som du kan låne på biblioteket og online. 

Måske du får lyst til at være med i en strikkeklub, som der er flere af på kommunens biblioteker. Grupper mødes, hygger og strikker sammen. 

Tags
Materialer